Mit navn er Maria Johnsen.
Jeg er Stress-Coach & Positiv Psykologi Formidler med udgangspunkt i den eksistentielle tilgang til menneskers trivsel og udvikling.
For mig er coaching et ligeværdigt møde. Et sted, hvor du kan være dig selv, og hvor der er plads til både det, der fylder, og det, der er svært at sætte ord på. Jeg arbejder med at skabe et roligt og trygt rum, hvor du kan lande og begynde at mærke, hvad der er vigtigt for dig.
Min tilgang er nærværende og praktisk. Jeg hjælper dig med at forstå dine reaktioner, få øje på dine værdier og finde de skridt, der giver mening i din hverdag. Det handler ikke om at ændre, hvem du er – men om at støtte dig i at stå stærkere i dig selv.
Udover at være uddannet Stress Coach har jeg en bred faglig baggrund fra mange år i den offentlige sektor, hvor jeg har arbejdet med mennesker, komplekse problemstillinger og organisatoriske processer. Jeg er uddannet Adm. D, med dybdegående indsigt i projektledelse, organisationspsykologi og personaleledelse, og jeg har gennem årene arbejdet som koordinator, specialist og ledelseskonsulent. Det har givet mig en solid forståelse for både menneskelige og organisatoriske dynamikker – og for de krav, forventninger og belastninger, mange står i i deres arbejdsliv.
Derudover er jeg under uddannelse til psykoterapeut, hvilket giver mig en dybere forståelse af menneskers indre processer og styrker min faglighed i mødet med dig. Jeg arbejder med både det, du oplever her og nu, og de mønstre, der ligger bag.
Mit arbejde udspringer af en oprigtig interesse for mennesker og for de øjeblikke, hvor noget begynder at falde på plads. Jeg tror på, at vi alle kan finde tilbage til os selv, når vi får et sted at stoppe op, mærke efter og blive mødt med ro og nysgerrighed.